Oplevelser for hele familien
I Søndervig er der en bred vifte af oplevelser for hele familien. Her finder I aktiviteter så forskellige som at fordybe sig i at lave et smukt lys – til at suse af sted på vandski.
Vandski i Hvide Sande
Besøg kabelparken i Hvide Sande, hvor I med et fast tag i håndtaget til det kabel, der trækker jer afsted ud over vandet, kan nyde turen – som er for nybegyndere helt ned til otte år. I vælger selv, om I vil booke en tid på introholdene om formiddagen eller bare kigge forbi i åbningstiden og bestille tid.
Blomster i skjul
De bliver ofte overset, da det smukke Vesterhav løber med al opmærksomheden – men faktisk gemmer der sig de fineste blomster i klitterne nær stranden. Særligt i foråret kan I finde mange flotte blomster som rølliker, harekløver og blåhat. De pynter flot i feriehuset i en vase, men I kan også hygge jer med at tørre de indsamlede blomster og sætte dem i rammer, når I kommer hjem. Så har I et helt særligt minde om jeres ferie.
Drageflyvning ved Vesterhavet
Vestenvinden er perfekt til drageflyvning. Lav jeres egen hjemmelavede drage eller køb et eksemplar i Søndervig - så er I klar til at få luft under vingerne. I august måned afholdes mini-dragefestival i Søndervig, hvor I kan deltage i workshops og designe jeres egne drager. Arrangementet er også for nybegyndere.
Loppemarked og lys
Bagagerumsmarkedet i Søndervig er et tilløbsstykke, fordi her altid gemmer sig fantastiske fund i de mange stande. Her kan I få historien bag den særlige skat, som I ikke kan gå hjem uden, og der er et væld af ting og sager at kigge på. Det er der også hos Kloster Design i Ringkøbing, hvor I blandt andet kan fordybe jer i at dyppe lys – og vælge mellem et utal af farver og størrelser.
Fiskeri for hele familien
Hele familien kan være med til at fiske – tag en madkurv med, og medbring evt. spil, malebøger eller andet til de små, hvis de har en alder, hvor ventetiden med at få bid kan føles lang.
Ombord på en fiskekutter
Hop med ombord på en fiskekutter, og oplev miljøet i og omkring fjorden. Bl.a. i Bork Havn finder I fiskekuttere, der tilbyder fisketure for hele familien.