Lalandia er med hele vejen

Lalandia er med, når verdens største tunnelbyggeri, Femern-forbindelsen, går i gang. Det enorme byggeri fører en lang række spændende muligheder med sig. Både for de gæster, der vil følge det fascinerende byggeri fra nærmeste hold, og for byggekonsortier, der ønsker sig en stærk lokal samarbejdspartner, hvad angår en lang række serviceydelser.

Lalandia som samarbejdspartner

  • Lalandia i Rødby

Unikke samarbejdsmuligheder

Med vores beliggenhed, volumen og ekspertise inden for service er Lalandia i Rødby den oplagte samarbejdspartner for ethvert byggekonsortium.

  • FB Suppliers

FB Suppliers

Lalandia er med i FB Suppliers - et koncept, der samler alle lokale håndværks- og serviceydelser i et one-point-of-contact-netværkskoncept. Dermed lettes arbejdsgangen betragteligt for alle parter i et byggeri.

Lalandia – den oplagte partner

Indkvartering

Lalandia råder over ca. 730 feriehuse til udlejning med en samlet kapacitet på omtrent 4.000 sengepladser. Der findes 7 forskellige hustyper med plads til henholdsvis 3, 4, 5, 6 og 8 personer. Alle huse er udstyret med fjernsyn og fri internetforbindelse, mens det også er muligt at få ekstra komfort i et af vores luksusferiehuse til 8 personer. Der tilbydes fuld renholdningspakke inkl. linned og håndklæder.

Spisesteder

I feriecentret i Lalandia i Rødby findes en lang række af hyggelige restauranter med et varieret udbud af mad og spiseoplevelser.

Møde-, kursus- og konferencefaciliteter

Lalandia kan tilbyde inspirerende rammer med plads til fra 2 til 1.000 deltagere – bl.a. en topmoderne biograf med 2 sale, der kan omdannes til konferencefaciliteter med plads til henholdsvis 220 og 100 personer. Alle lokaler er udstyret med trådløst internet, projector, whiteboard m.m. Derudover kan i tilknytning hertil tilbydes fuld forplejning i mødelokalerne eller i en af de tilstødende restauranter.

Sundhed

Lalandia kan tilbyde adgang til massage, wellness, kiropraktor og fysioterapi.

Aktiviteter

Udover en meget stor Aquadome (vandland) med plads til 1.300 gæster kan Lalandia tilbyde en stor moderne sportshal, et fitnesscenter, en indendørs skøjtebane, 11 bowlingbaner, bordtennis m.m. Udendørs findes fodboldbaner, tennisbaner, beachvolley, multibane, minigolf m.m.

De naturskønne omgivelser omkring Lalandia i Rødbyhavn med Østersøen få meter væk indbyder til strand- og vandsportsaktiviteter, mens en løbe-/cykeltur på det smukke dige også er en mulighed. Diget langs den lollandske sydkyst – det eneste dige i Danmark, hvor det tilladt at cykle – har en længde på ca. 40 kilometer.

Produktionssted og camp

Lalandia vil også kunne tilbyde følgende serviceydelser på selve produktionsstedet og i tilknyttede camp-områder:

Fuld catering set-up indeholdende alle måltider tilpasset individuelle krav, rengøring af værelser, linnedservice etc.

Etablering af camp med tilknyttede faciliteter i og omkring Lalandia afhængigt af behov.

Øvrige styrker

  • Veldrevet serviceorganisation med 25 års erfaring.
  • Organisation med hurtige beslutningsprocesser.
  • Gode sprogkundskaber hos medarbejderne.
  • Stort udbud af aktiviteter, sundhed m.m.
  • Stor kapacitet mht. såvel overnatning, forplejning og mødefaciliteter.
  • Nærheden til produktionsstedet/byggepladsen af den faste forbindelse – ca. 3 km.
  • Jord og byggerettigheder til udvidelse af overnatningskapacitet og etablering af nye aktivitetssegmenter inkl. camp til tunnelmedarbejdere.

Fakta om forbindelsen

Se filmen og følg byggeriet

Rødbyhavn forvandles

Det er et historisk byggeri, vi i disse år er vidne til i Rødbyhavn. Skandinavien og Centraleuropa bliver forenet, og byggeriet kan følges fra nærmeste hold, når I besøger Lalandia. Et infocenter i Rødbyhavn er også etableret, hvor det vil være muligt at fordybe sig mere i projektet. En strandpark og grønne rekreative områder blot få hundrede meter fra Lalandia er endvidere i støbeskeen.

Reduceret rejsetid

En fast forbindelse over Femern Bælt vil reducere rejsetiden for bilisterne til 10 minutter frem for 45 minutters sejlads (plus ventetid), mens togpassagererne vil kunne tilbagelægge strækningen på blot 7 minutter.

Så lang er tunnelen

Tunnelen vil være åben året rundt, da vind og vejr ingen indflydelse har. Forbindelsen vil, inklusive to kunstige halvøer, være ca. 19 kilometer lang, hvoraf den kombinerede bil- og togtunnel vil være 17,6 kilometer lang. Det er tre gange så meget som den nuværende verdensrekord, der indehaves af Trans-Bay Tube Bart Tunnel i San Francisco, USA.

Kommende strandpark

I forlængelse af Femern-forbindelsen vil der i Rødbyhavn blot få hundrede meter fra Lalandia blive etableret en strandpark. Strandparken vil blive 3,5 kilometer lang og 400-500 meter bred, og den vil indeholde aktiviteter og rekreationsmuligheder for folk i alle aldre.

Indbyggertal fordobles

Rødbyhavn mere end fordobles i de seks år, byggeriet står på, da ca. 2.500 ”tunnelbisser” og 500 specialister fra hele verdenen vil arbejde på forbindelsen. Derudover forventes en stor tilstrømning af byggeriturister, som ønsker at opleve tilblivelsen på nærmeste hold.

Ny elementfabrik opføres

Der skal bygges 79 standardelementer i armeret beton på en nyopført fabrik øst for Rødbyhavn. Fabrikken får otte produktionslinjer, der hver skal støbe ét tunnelelement hver 9. uge. Elementfabrikken fylder lige så meget som 420 fodboldbaner, og der anlægges op til 10 meter høje jordvolde rundt omkring den for at forhindre støjgener.

Områdets historie

To skanser

Ved slutningen af 30 års-krigen i 1644 blev der anlagt to skanser på det område, som i dag hører med til Lalandia. Formålet med skanserne var, at de skulle forsvare indsejlingen til Rødby Fjord. De to skanser, kaldet den nordre skanse og den søndre skanse var anlagt på hver sit næs i Rødby Fjord med ca. 500 m imellem sig. Det menes at skanserne kun var i brug en eneste gang. Placeringen var ikke hensigtsmæssig, da datidens kanoners rækkevidde hverken kunne dække indsejlingen ved Dragsminde eller Rødby by – og slet ikke kunne beskyde fjendtlige skibe ved slaget i Femern Bælt.

Krigshavn

Skanserne kunne akkurat lige beskytte indsejlingen til den fjordarm, der lå bagved. Her kunne danske skibe ligge beskyttet af kanonerne på skanserne. Det formodes, at det var en slags krigshavn, hvor mange soldater kom til. Da Rødby ikke kunne huse så mange soldater, blev skibene brugt som nattelogi, indtil soldaterne kunne sendes videre. Skibsvraget af det danske orlogsskib Delmenhorst, som var en del af den dansk-norske fællesflåde under Christian den 4., blev fundet vest for Rødbyhavn. Det formodes at de har forsøgt at komme så tæt på den sydlige skanse, så de kunne få hjælp fra land.

Fra skanse til grønt område

I dag er det kun den nordre skanse, der er tilbage. Den ligger omgivet af gangstier i et grønt område bagved feriehusene i retning mod Bredfjed. Den søndre skanse som var placeret, hvor der i dag er bygget feriehuse på vej 8 (Digestien L167 + L168), blev slettet ved bygningen af diget i 1873. På samme tidspunkt blev Rødby Fjord inddæmmet, og i dag er der bl.a. marker og sommerhusområde på en stor del af arealet.